Sag nr. 806/19
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet erstatning på 9.000 kr. under henvisning navnlig til, at klager selv har måttet arrangere teoriprøve for at kunne blive færdig, da indklagede på trods af gentagne henvendelser fra klager ikke reagerede. Han var blevet lovet, at han inden for 2 måneder ville have sit kørekort. Klageren valgte derfor at skifte til anden kørelærer. Han har ikke modtaget oplysning om, at der blev afholdt ferie. Klager var nødt til at gøre noget, ellers skulle han være startet forfra.
Indklagede har afvist kravet og henvist til, at klager har købt en almindelig lovpakke, hvor han har været på manøvrebane samt kørt med kørelærer. Klager blev gjort opmærksom på, at kørelærer var på ferie, og at han ville blive kontaktet, så snart han var hjemme. Indklagede har desuden henvist til, at der typisk går 4 måneder, fra en elev starter, til eleven slutter og andre gange længere tid. Klager skulle ikke starte forfra, da der kun var gået 2 uger uden aktivitet. Køreskolen har været åben for undervisning og prøvebestilling mandag – torsdag fra 16.30 – 19.30.
Ankenævnet udtaler: Det følger af § 2 i ankenævnets vedtægter, at ankenævnet kan behandle klager fra forbrugere mod kørelærere. Fakturaen, der er vedlagt klagen, er udstedt til X, som er en enkeltmandsvirksomhed. På denne baggrund finder ankenævnet, at ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen, da klagen ikke er fra en forbruger, hvilket støttes af klagers e-mails, og klagen afvises derfor.
Det bemærkes, at klager har mulighed for at indbringe sagen for domstolene og har mulighed for at søge om retshjælp/fri proces. Det bemærkes desuden, at kravet forældes efter forældelseslovens regler.
Denne klage afvises.
Klagegebyret tilbagebetales.
Sag nr. 807/19
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet hel eller delvis tilbagebetaling af 11.500 kr. og har til støtte herfor navnlig henvist til, at der er betalt for stor pakke. Efter klager blev færdig med teori, hvor klager ikke bestod, bestilte klager en ny prøve, men på grund af kørelærerens forhold kunne klager ikke tage prøven, da kørelæreren havde taget klagers lektionsplan og ikke ville kontakte klager mere. Kørelæreren bookede også ny tid for sent, da fristen på 3 måneder blev overskredet. Klager havde fået at vide, at han kunne få både teori og kørelektioner på 3 måneder, og at der herefter skulle bookes tid til teoriprøve. Kørelæreren booker tid til teoriprøve, uden at klager fik forudgående besked. Pengene blev overført til kørelærerens private konto. Han indgik aftale med køreskolen, som er den skole, han har gået på. Pengene er betalt til kørelærer.
Indklagede har afvist kravet og henvist til, at klager ikke har været elev på køreskolen, men at han blot har fået undervisning i trafikskolens lokaler af en anden kørelærer, som køreskolen har haft et samarbejde med. Indklagede har derfor henvist til, at ankenævnet/klager må kontakte køreskolen, som kørelæreren står for, og som klagen rettelig angår.
Ankenævnet udtaler: Klagers kontraktpart findes at være køreskolen, som er den køreskole, klager kontaktede fra starten af. Den omstændighed, at indklagede anvendte en fra køreskolen til at forestå undervisningen, kan ikke føre til et andet resultat. Da klagers krav i øvrigt ikke er bestridt, tages klagers påstand til følge.
Klagerens krav tages derfor til følge med 11.500 kr.
Klagegebyret tilbagebetales.
køreskolen skal betale 4.000 kr. for behandlingen af sagen.
Sag nr. 808/19
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet et beløb på 19.000 kr. helt eller delvist tilbagebetalt. Klager har til støtte herfor navnlig henvist til, at indklagede gennem køretimerne var uopmærksom (så på telefon, spiste i bilen), samt at han aflyste teori og køretimer enten med kort varsel (mindre end 12 timer) eller uden varsel. Desuden var aflysningerne skyld i, at klager ikke nåede 3-måneders fristen og derfor måtte starte forfra og betale igen.
Indklagede har ikke indgivet bemærkninger til klagen, da ankenævnet har ikke kunnet finde indehaverens adresse eller e-mail. Det er oplyst, at køreskolen er solgt til ny ejer, og at virksomheden under indklagede ophørte den 31. august 2019.
Ankenævnet udtaler: Indklagede, der blev drevet som en enkeltmandsvirksomhed, ophørte ifølge oplysninger fra CVR den 31. august 2019. Eventuelle krav mod enkeltmandsvirksomheden skal derfor som udgangspunkt rettes mod den person, som drev virksomheden. Der foreligger ikke oplysninger om, at en eventuel ny ejer af virksomheden har overtaget den tidligere virksomheds forpligtelser. Det følger af ankenævnets vedtægter § 2, at ankenævnet kan behandle klager mod kørelærere, som er etableret. Under disse omstændigheder finder ankenævnet, at klagen skønnes uegnet til behandling ved ankenævn, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 3.
Det bemærkes, at klager har mulighed for at indbringe sagen for domstolene og har mulighed for at søge om retshjælp/fri proces. Det bemærkes desuden, at kravet forældes efter forældelseslovens regler.
Ankenævnet afviser at behandle klagen.
Klagegebyret tilbagebetales.
Sag nr. 809/19
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet hel eller delvis tilbagebetaling af 11.999 kr. under navnlig henvisning til, at klager har været nødt til at tage en del nye køretimer og køreprøve hos ny køreskole. Klager har desuden henvist til, at kørelæreren råbte i forbindelse med køretimerne, at kørelæreren sms’ede og talte i telefon med andre under køretimen og var meget uopmærksom, at der løb børn rundt og forstyrrede i teorilokalet, at der var meget politisk snak i undervisningen samt at original logbog blev væk, samt at den genskabte kopi var mangelfuld. Derudover henvist til blandt andet, at klager ikke modtog kvittering for betaling, og at 8 ud af 16 lektioner blev foretaget i bil med automatgear, selv om der var ønske om manuelt gear. Det bestrides, at der skulle være accepteret ekstra lektioner, da klager ikke var færdig med grundpakken. Klager blev ikke informeret om, at der skulle køres 16 lektioner med kobling. Klager har tidligere bedt om at få det beløb tilbage, som dækker køreprøven.
Indklagede har afvist kravet og har henvist til blandt andet, at klager har modtaget kvittering på 11.999 kr. Klager har ikke under forløbet på køreskolen tidligere klaget. Hvad kørelæreren foretager sig i pauser, er klager uvedkommende. Køreskolen følger en meget struktureret undervisning. Klager havde fået at vide – uden det gav anledning til bemærkninger – at klager skulle forvente, at undervisningen ville kræve mere en 16 praktiske lektioner, og at det var forhåndsaftalt, at klager skulle køre sine første køretimer uden kobling. Klager var selv interesseret i at udføre lektioner uden koblingspedal. Klager blev gjort opmærksom på, at der efterfølgende skulle køres minimum 16 lektioner med kobling og manuelt gear. Klager har modtaget fuldt udbytte af lovpakken, som blev afsluttet den 13. august 2019 med afvikling af kørsel på køreteknisk anlæg. EU-direktivet giver mulighed for at benytte såvel skolevogn med og uden koblingsbetjening. Klager havde visse motoriske færdigheder, der skulle arbejdes særligt med, og han havde svært ved at forstå og læse trafikken. Der var brug for ekstra lektioner, hvilket klager accepterede. Hvis der er blevet talt i telefon eller sendt tekstbeskeder, har der været tale om uopsættelige ting. Lektionsplanen var på enhver måde, som den skulle være, og den blev afleveret i en form, som gjorde den brugbar. Klager valgte selv at holde pause.
Ankenævnet udtaler: Klager har blandt andet gjort gældende, at kørelæreren sms’ede og talte i telefon med andre under køretimen. En kørelærer skal under køretimen være fuldt opmærksom på elevens kørsel, og manglende opmærksomhed forringer kvaliteten af den undervisning, som eleven får. Kørelæreren er desuden den juridiske fører af køretøjet under kørslen. Kørelæreren har ikke bestridt, at der kan have været talt i telefon eller sms’et under kørslen. Efter ankenævnets praksis findes indklagede på den baggrund at burde tilbagebetale 1.500 kr. herfor. Det kan ikke føre til et andet resultat, at indklagede har gjort gældende, at der må være tale om uopsættelige forhold. Ankenævnet finder det ikke i øvrigt godtgjort, at undervisningen hos indklagede har været mangelfuld på en sådan måde og i et sådant omfang, at det herudover kan berettige til, at indklagede skal tilbagebetale yderligere beløb til klager. En afgørelse heraf forudsætter en nærmere bevisførelse ved de almindelige domstole, og derfor afvises sagen i øvrigt som uegnet til nævnsbehandling, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 3.
Klagerens krav tages herefter til følge med 1.500 kr.
Klagegebyret tilbagebetales. Indklagede skal betale 4.000 kr. for behandlingen af sagen.
Sag nr. 810/19
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet erstatning og/eller hel eller delvis tilbagebetaling af 17.675 kr., hvoraf 10.000 kr. udgør advokatudgifter, under navnlig henvisning til, at klager har kontraheret med kørelæreren, at kørelæreren derfor skal betale beløbet, som klager har krav på, at kørelærer2 enten er ansat hos eller fungerer som en underentreprenør til kørelæreren, at klager har betalt for et mangelfuldt produkt, da forløbet er erklæret ugyldigt af politiet, at der foreligger væsentlige mangler, at klager derfor er berettiget til at hæve købet, og at klager derfor skal have pengene tilbage, ligesom klager er berettiget til dækning af de indirekte tab, som forløbet har forårsaget, at kørelæreren har været nærmest til at sikre sig bevis for, hvad der blev aftalt, at klager har lidt et tab som følge af manglen og derfor kan kræve skadeserstatning, og at kørelæreren burde have sikret sig, at kørelærer2 gyldigt kunne undervise. Kørelæreren har ikke udleveret lektionsplan, selv om der flere gange er anmodet herom.
Indklagede har afvist kravet og henvist til, at kørelærer2 ikke er ansat hos indklagede, at indklagede derfor ikke kan stilles til regnskab for kørelærer2 handlinger, og at det ikke er indklagedes ansvar, at klager har kontraheret med kørelærer2, der alene forestod teoriundervisningen. Et førstehjælpskursus forældes ikke. Klager har ikke været nødsaget til at søge advokatbistand, og kravet om dækning af betaling herfor afvises som grundløst. Det bestrides, at der er givet nogen form for garanti.
Ankenævnet udtaler: Da parternes opfattelse af de faktiske forhold er indbyrdes modstridende, og da en afgørelse af parternes tvist forudsætter en nærmere bevisførelse ved de almindelige domstole, afvises sagen som uegnet til nævnsbehandling, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 3.
Det bemærkes, at der ikke er noget krav om, at klageren skal være repræsenteret ved advokat ved indgivelse af klage til ankenævnet, jf. vedtægternes § 11. Klageren har selv valgt at lade sig repræsentere ved advokat under nævnebehandlingen af sagen.
Det bemærkes desuden, at klager har mulighed for at indbringe sagen for domstolene og har mulighed for at søge om retshjælp/fri proces. Det bemærkes desuden, at kravet forældes efter forældelseslovens regler.
Klagegebyret tilbagebetales, jf. vedtægternes § 24, stk. 2.
Sag nr. 811/2019
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet helt eller delvis tilbagebetaling af 8.000 kr. og 1.000 kr. i erstatning under navnlig henvisning til, at klager har haft mange køretimer uden at komme til teoriprøve. Kørelæreren burde have lavet en plan for at afhjælpe eventuelle vanskeligheder.
Indklagede har afvist kravet og henvist til, at klagers uddannelse var præget af, at han havde svært ved at møde til undervisningen og til tiden. Ved manøvrebanen konstateredes det, at klagers evner var meget ringe, og han blev mundtligt gjort opmærksom på, at forløbet kunne blive langt og gå hen og blive rigtigt dyrt, samt at beløbet på 12.790 kr. ikke ville komme til at holde, hvilket klager accepterede. Det var tydeligt, at klager havde problemer med at indlære nogle emner i uddannelsesforløbet. Da de praktiske lektioner blev igangsat, blev klager på ny gjort bekendt med, at forløbet ville blive langt, og at beløbet på 12.790 kr. ikke ville holde, hvilket på ny accepteredes. Klager havde svært ved at forstå, at man ikke må gå videre til et nyt emne, førend det emne, man er i gang med, er indlært med tilstrækkelig sikkerhed. Ved e-mail af 2. april 2019 fik klager skriftligt besked om muligheden for at sige fra, da der var brugt et stort beløb. Klager accepterer skriftligt at fortsætte uddannelsen og fremsendt opgørelse over, at teorikursusbetalingen kun have en gyldighed af 29 lektioner eller max. 6 måneder. Transport til og fra skolen er uvedkommende udgifter, da indklagede ikke har tvunget klager til at vælge indklagede, og derfor må transportomkostninger være for klagers egen regning.
Ankenævnet udtaler: Da parternes opfattelse af de faktiske forhold er indbyrdes modstridende, og da en afgørelse af parternes tvist forudsætter en nærmere bevisførelse ved de almindelige domstole, afvises sagen som uegnet til nævnsbehandling, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 3.
Det bemærkes, at klager har mulighed for at indbringe sagen for domstolene og har mulighed for at søge om retshjælp/fri proces. Det bemærkes desuden, at kravet forældes efter forældelseslovens regler.
Klagegebyret tilbagebetales, jf. vedtægternes § 24, stk. 2.
Sag nr. 812/19
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet helt eller delvis tilbagebetaling af 11.595 kr. under navnlig henvisning til, at klager ikke har fået de krævede køretimer mellem teoritimerne. Klager har kun modtaget 2 køretimer, selv om klager har overstået alle teorilektioner. I den ene lektion talte kørelæreren i telefon og holdt pause i 30 minutter. Derfor har klager reelt kun fået lidt mere end én kørelektion. Der er lange pauser mellem undervisningen, og indklagede melder sig hele tiden syg. Klager har ikke fået udleveret en lektionsplan, selv om klager har bedt om det flere gange. Under kørelektionen råbte kørelæreren af klager og slog klager over fingrene, da hun mente, klager holdt forkert på rattet. Klager er blevet sendt på manøvrebane 3 gange, selv om klager havde bestået den første gang.
Indklagede har afvist kravet og henvist til, at klager ikke har været på manøvrebane 3 gange. Det var ikke en misforståelse, at klager skulle på manøvrebane for anden gang. Under første lektion på vej blev klager så rasende på kørelæreren, at hun forlod bilen. Indklagede har forgæves forsøgt at få klager tilbage til manøvrebanen. Indklagede kan ikke genkende, at hun hele tiden skulle melde sig syg. Klager har ikke på noget tidspunkt bedt om at få udleveret ansøgning og lektionsplan.
Ankenævnet udtaler: Da parternes opfattelse af de faktiske forhold er indbyrdes modstridende, og da en afgørelse af parternes tvist forudsætter en nærmere bevisførelse ved de almindelige domstole, afvises sagen som uegnet til nævnsbehandling, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 3.
Det bemærkes, at klager har mulighed for at indbringe sagen for domstolene og har mulighed for at søge om retshjælp/fri proces. Det bemærkes desuden, at kravet forældes efter forældelseslovens regler.
Klagegebyret tilbagebetales, jf. vedtægternes § 24, stk. 2.
Sag nr. 813/19
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet pengene helt eller delvist tilbage og har henvist til, at indklagede lovede, at hun sagtens kunne lære ham at køre bil, og at han ville bestå. Indklagede har nu opgivet klager. Indklagede har desuden fået klager til at skrive under på noget, som ikke passer, da der ikke kan køres natkørsel fra 14-16. Desuden blev klager ikke frigivet rettidigt i bookingsystemet, så klager kunne ikke nå at komme op inden for tiden.
Indklagede har afvist kravet og har gjort gældende, at indklagede aldrig har lovet klager, at indklagede sagtens kunne lære ham at køre bil, ligesom indklagede ikke har lovet ham, at han kunne bestå. Klager var meget svingende i niveau. Efter at klager dumpede for anden gang til teoriprøven, sagde han selv, at han ikke ville mere. Dette var den rigtige beslutning, da indklagede også var usikker på, hvorvidt klager var i stand til at klare udfordringerne med at køre bil under forskellige trafikforhold. Indklagede har derfor ikke opgivet klager. Klager risikerede at bruge 60-100 uden at få noget for pengene. Det er korrekt, at indklagede ved en fejl glemte at frigive klager i bookingsystemet, hvilket først skete efter henvendelse fra klagers mor. Klager har fået 18 lektioner. Det var nemmere at sige, at det gik lige op, da indklagede ellers skulle have faktureret klager for yderligere 2 lektioner til 1.100 kr. og derefter udstede en kreditnota på 600 kr. Pengene for leje af glatbane vil blive betalt tilbage. Det bestrides, at klager havde grundlag for at skulle starte helt forfra, da der ikke var gået over 3 måneder, siden han modtog sidste undervisning hos indklagede. Pausereglerne er overholdt.
Ankenævnet udtaler: Da parternes opfattelse af de faktiske forhold er indbyrdes modstridende, og da en afgørelse af parternes tvist forudsætter en nærmere bevisførelse ved de almindelige domstole, afvises sagen som uegnet til nævnsbehandling, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 3.
Det bemærkes, at klager har mulighed for at indbringe sagen for domstolene og har mulighed for at søge om retshjælp/fri proces. Det bemærkes desuden, at kravet forældes efter forældelseslovens regler.
Klagegebyret tilbagebetales, jf. vedtægternes § 24, stk. 2.
Sag nr. 814/20
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet pengene helt eller delvist tilbage (3.000 kr.) og har henvist til, at hun var blevet lovet, at hun kunne tage et kørekort på 3 uger (lynkursus) via individuel teoriundervisning og med mange teori- og køretimer hver uge, hvilket i starten kun skete sjældent. Lynkurset kostede 3.000 kr. inklusive moms mere end standardpakken. Forløbet tog næsten lige så lang tid som standardpakken, og derfor er klager af den opfattelse, at hun kun skal betale et beløb svarende hertil. Teoriundervisningen fulgte ofte holdundervisningen. Flere køretimer blev af forskellige årsager ofte ikke gennemført. Indklagede holdt også ferielukket i 1-2 uger i juli, hvilket klager ikke var blevet informeret om fra starten. Klager bestod teoriprøven ved andet forsøg den 4. september. Køreprøven blev bestået den 23. september i første forsøg. Indklagede mente, at hun havde brug for flere køretimer, end der var omfattet af lynpakken. Derfor endte klager med 9 ekstra timer á 400 kr. Undervisningen tog 9 uger og ikke 3 uger. Klager holdt pause i undervisningen i 3 ½ uge i juni-juli på grund af eksamen og ferie. Denne periode er ikke indregnet i de 9 uger. Klager er ikke på noget tidspunkt udeblevet uden varsel. Indklagede fik at vide, at klager ville holde pause. Indklagede har uanset pausen ikke kunnet opfylde lynkursus garantien, selv om en del af undervisningen var sket inden pausen. At køreprøven først kunne bestilles efter bestået teoriprøve, var ikke beskrevet i garantibeskrivelsen.
Indklagede har afvist kravet og har gjort gældende, at forsinkelsen er selvforskyldt. Indklagede har herved henvist til følgende forløb: Klager var til vores intro-aften den 10.6.2019. Hun valgte at tage et lynkursus. Lynkurset er et kursus vi tilbyder vores elever, som er fleksible hvad angår kørsel og teori. Dem som er i arbejde eller i skole, som ikke kan få fravær, tilbyder vi ikke lynkursus. Vi har hver måned et Lynhold, hvor teoritimer ligger i dagtimerne og et par enkelte teorilektioner følger man vores almindelige hold om eftermiddagen. Kørsel foregår på forskellige tidspunkter, men selvfølgelig mellem de forskellige teorilektioner. Vi garanterer en teoriprøve og en køreprøve indenfor 3 uger fra den dag, ansøgerens ansøgning er godkendt hos borgerservice. Dette kræver, at eleven skal kunne tage en teoriprøve og køreprøve i hele landet. Desuden skal teoriprøven været bestået, før vi kan bestille en køreprøve. Klager kommer til sin anden teori 3 dage efter den 13/6 og får en faktura til straks betaling. Hun fik en tid til manøvrebane den 17/6. Normalt tager vi ikke elever på manøvrebane, hvis fakturaen ikke er betalt, men i og med hun var lyn elev, skulle hun følge vores lynhold, og vi valgte at tage hende med på bane på trods af, at regningen ikke var betalt. Klager får betalt fakturaen 19/6. Klager fik at vide, hun skulle møde op til teori om onsdagen, og så ville den første køretid aftales. Klager kom ikke til teorien, men valgte at blive væk. Hun henvender sig på skolen nogle uger efter, hvor hun åbenbart har været på ferie og har haft travl med sine eksaminer. Jeg nævner overfor klager, at jeg skal på ferie en uge, og hun kan følge vores lynhold, der starter slut juli. Det passede hende helt fint – det vigtigste for hende var at hun fik sit kørekort, inden hun rejste, som var slut september. Klager følger teoriundervisning på lynholdet i dagtimerne i august. Klager får sin første teoriprøve den 22/8, som hun desværre ikke består og køreteknisk anlæg den 24/8. Hun får sin anden teoriprøve d 4/9, som hun består. Straks efter prøven får hun tilbudt en prøve i Valby som hun ikke ønsker, da hun ikke er stedkendt. Hun får selvfølgelig at vide, at det er hendes eget valg. Jeg finder en prøve til hende i Roskilde d 23/9 efter, at vi i disse dage køre 9 lektioner, som hun består første gang. Klager er ikke på noget tidspunkt blevet lovet et kørekort på 3 uger, hvis hun også skulle på ferie og passe sin skole. Klager modtog undervisning på lynkurset og har ikke fulgt den almindelige undervisning.
Ankenævnet udtaler: Ud fra de foreliggende oplysninger, herunder det oplyste om, klagers pause på grund af eksaminer og ferie, finder ankenævnet, at forsinkelsen ikke kan bebrejdes indklagede, og klagen tages derfor ikke til følge.
Sag nr. 815/20
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet helt eller delvist tilbagebetaling af 11.500 kr. og har henvist til, at han ved indgåelse af aftalen den 10. marts 2015, fik at vide, at han ville modtage teori og køretimer samt bestå køreprøven efter ca. 4 måneder. Klager har betalt 10.500 kr. alt inklusive, bortset fra lægeerklæring. Han startede forløbet den 13. april 2015 med teori, men han kom aldrig til prøve. Derefter boede han i en periode på 1 år i Norge. I sommeren 2019 startede han igen på teori, men han har ingen prøver fået og heller ikke fået køretimer. Han har gentagne gange klaget til indklagede både mundtligt og via sms i henholdsvis 2016, 2017 og 2019. Det er korrekt, at klager er udeblevet nogle gange, efter at være startet på ny, men det beror alene på, at indklagede ikke har oplyst om mødedage og tider. Klager har flere gange oplevet at møde forgæves. Det er ikke korrekt, at indklagede har tilbudt en reduceret pris i anden omgang. Det første forløb i 2015 blev aldrig afsluttet, og problemerne omkring mødedage og mødetider var de samme dengang. Klager har ikke på noget tidspunkt fået det, som han har betalt for.
Indklagede har afvist kravet og har gjort gældende, at klager ikke har betalt noget i anden omgang. Der er derfor ikke noget beløb at kræve tilbagebetalt. Det er korrekt, at klager startede på at tage kørekort i 2015. Indklagede har dog ikke haft en kørekort pakke med alt inklusive. Klager valgte selv ikke at gøre undervisningen færdig og flytte til Norge inden endt forløb. Efter flere år kontakter klagers mor eller stedmor og spørger, hvilke muligheder der er for at gøre kørekortet færdigt. Indklagede oplyste om, at undervisningen er for gammel, og at klager må starte forfra. Indklagede tilbyder, at det kan ske til en reduceret pris. Klager starter på et nyt forløb, men er fraværende nogle gange fra teorien. Han følger ikke forløbet, og han kan derfor ikke komme ud at køre.
Ankenævnet udtaler: Klager betalte i marts og april 2015 henholdsvis 3.900 kr. og 6.600 kr., i alt 10.500 kr. Ved klage af 5. januar 2020 til ankenævnet har klager anmodet om, at dette beløb tilbagebetales helt eller delvist. Forældelsesfristen for kravet er 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Da klager ikke har afbrudt kravets forældelse, må dette på den baggrund anses for at være forældet, og klager har derfor mistet sin ret til at kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 1.
Klagerens krav tages derfor ikke til følge.
Sag nr. 816/20
Den 03. juni 2020 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Cand.jur. Sasa Vujovic, kørelærer Jan Andersen, kørelærer Bent Grue, rådsmedlem Anne Lise Knørr, og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klageren har krævet pengene helt eller delvist tilbage samt krævet erstatning på 12.100 kr. og har til støtte herfor henvist til, at indklagede lukkede sin køreskole midt i forløbet. Indklagede har ikke været samarbejdsvillig i forhold til at afvikle det økonomiske udestående efterfølgende. Elementer af forløbet har desuden været kritisable. Klager betalte for lovpakken og opstartede køreundervisningen i april 2019. Klager havde tilkendegivet, at klager ønskede at få sit kørekort inden 1. juli 2019. Indklagede tilkendegav, at han ville bestræbe sig på at give klager et gnidningsløst forløb, så dette blev muligt, men at klager nok måtte være indstillet på ventetid på prøver hos politiet. Klager har betalt 13.300 kr. inklusive moms. Indklagede har mundtligt garanteret, at klager ville få sit kørekort – også da det blev meldt ud, at klager var en del af køreskolens sidste hold. Klager har haft udgifter på lægeerklæring 2 gange på grund af forsinket indlevering fra indklagedes side. Klager ønsker lovpakken og udgifter til den 1. lægeerklæring tilbagebetalt. Klager har ikke fået afviklet kørsel 8, køreteknisk anlæg eller teoriprøven. Der gik lang tid mellem de enkelte køretimer, og indklagede aflyste flere gange. Desuden holdt indklagede 3 ugers ferie, som ikke var varslet.
Indklagede har ikke indgivet bemærkninger til klagen, da ankenævnet har ikke kunnet finde indehaverens adresse eller e-mail. Det er oplyst, at køreskolen er lukket.
Ankenævnet udtaler: Indklagede, der blev drevet som en enkeltmandsvirksomhed, ophørte ifølge oplysninger fra CVR den 31. august 2019. Eventuelle krav mod enkeltmandsvirksomheden skal derfor som udgangspunkt rettes mod den person, som drev virksomheden. Der foreligger ikke oplysninger om, at en eventuel ny ejer af virksomheden har overtaget den tidligere virksomheds forpligtelser. Det følger af ankenævnets vedtægter § 2, at ankenævnet kan behandle klager mod kørelærere, som er etableret. Under disse omstændigheder finder ankenævnet, at klagen ikke skønnes egnet til behandling ved ankenævn, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 3.
Det bemærkes, at klager har mulighed for at indbringe sagen for domstolene og har mulighed for at søge om retshjælp/fri proces. Det bemærkes desuden, at kravet forældes efter forældelseslovens regler.
Ankenævnet afviser at behandle klagen.
Klagegebyret tilbagebetales.
Læg en kommentar
Du skal være logged på for at skrive en kommentar.