Ankenævnsmøde den 13. december 2021
Sag nr. 844.21
Den 13. december 2021 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Kørelærer Marianne Heimdal, kørelærer Bent Grue, jurist Yuriy Fogh Axelsen, Per jensen var fraværende hvorfor Yuriy Fogh Axelsen havde to stemmer og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klager har krævet tilbagebetaling af 4.050 kr. og har til støtte herfor anført navnlig, at indklagede i to navngivne vidners påhør lovede, at klager aldrig ville komme til at betale over 10.000 kr. for sit kørekort, selv hvis hun ikke bestod. Desuden havde indklagede en annonce på Facebook, hvor der stod, at pakkeprisen var 8.500 kr. inklusive moms. Klager blev bedt om at håndtere alle holdets ansøgninger til teoriprøven, da indklagede tog på ferie. Klagers arbejde hermed skulle dække ekstra køretimer. Flere følte, at GDPR-reglerne blev overtrådt. Klager fik aldrig en lektionsplan eller kørebog, men skulle bare underskrive i bøgerne efter kørsel. Der blev aldrig oplyst om ekstraomkostninger. Der skulle kun betales for ekstratimer, hvis klager kørte med andre, og disse timer ville koste 325 kr. Klager kørte 4 gange med andre, hvilket giver en samlet pris på 1.300 kr. Klager ønsker, at indklagede udsteder en korrekt faktura. Indklagede har faktureret alt på X. Indklagede har flere køreskoler, og priserne/pakkerne er forskellige. På klagers hold blev der også afregnet til forskellige priser. Indklagede mistede tit sit temperament, og han var tit forsinket. Derfor nåede eleverne ikke det, som de skulle. Indklagede skældte klager ud lige før køreprøven, og indklagede har efterfølgende undskyldt herfor. Klager har modtaget flere fakturaer med forskelligt indhold. Det er korrekt, at klager fik en ekstra kravlegårdstime, men den blev mest brugt til at forklare alt muligt i kafferummet, så der var ikke meget tid til at sidde på motorcyklen. Klager er på intet tidspunkt blevet oplyst om, at det skulle være forbundet med ekstraomkostninger at tilmelde sig køreprøven. Der står på indklagedes hjemmeside, at prøvegebyret på 600 kr. er inklusive omkostninger ved prøven.
Indklagede bestrider kravet og har anført navnlig, at det ikke er korrekt, at indklagede har haft en annonce på Facebook, hvor der blev oplyst om, at et kørekort skulle koste 8.500 kr. alt inklusive. Indklagede har ikke på noget tidspunkt brugt Facebook som handelsside eller til prisoplysning. Der er ikke blevet indgået aftale med klager om, at hun kunne få sit kørekort til en speciel pris. Det er korrekt, at indklagedes revisor ved en fejl fik udstedt en faktura, hvor der var faktureret 300 kr. for online teoriundervisning. Dette blev rettet efterfølgende. Klager synes at have svært ved at forstå, at indklagede tillægger moms i sine fakturaer, og at ekstra undervisning og ekstra køreprøver koster yderligere. Prøvegebyret dækker ikke indklagedes udgifter forbundet hermed. Det er ikke korrekt, at indklagede forskelsbehandler eleverne. Klager fik en god service hos indklagede, og hun fik en meget lempelig pris for ekstra kravlegårdstime.
Ankenævnet udtaler: Da parternes opfattelse af de faktiske forhold er indbyrdes modstridende, og da en afgørelse af parternes tvist forudsætter en nærmere bevisførelse ved de almindelige domstole, herunder af de vidner, som klager har henvist til, afvises sagen som uegnet til nævnsbehandling, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 3.
Klager har mulighed for at indbringe sagen for domstolene og har mulighed for at søge om retshjælp/fri proces. Kravet forældes efter forældelseslovens regler. Klagegebyret tilbagebetales, jf. vedtægternes § 24, stk. 2.
JST/13.12.21
Sag nr. 850.21
Den 13. december 2021 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Kørelærer Marianne Heimdal, kørelærer Bent Grue, jurist Yuriy Fogh Axelsen, Per jensen var fraværende hvorfor Yuriy Fogh Axelsen havde to stemmer og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klager har krævet hel eller delvis tilbagebetaling af 12.500 kr. og har til støtte herfor anført navnlig, at der blev indgået aftale om en fuld pakke med anvendelse af en bil med manuelt gear. Ved de fleste køretimer blev der dog anvendt en bil med automatisk gear. Da indklagede havde fået sine penge, begyndte han at komme med dårlige undskyldninger og overholdt ikke planlagte aftaler. Klager har ikke taget køreprøven, da indklagede ikke var interesseret i at sørge for, at klager fik denne. Klager har derfor ikke fået det, som klager har betalt for. Indklagede har heller ikke lært klager helt basale færdigheder, hvilket klagers nye kørelærer har oplyst om. Klager har bestået teorien hos en ny kørelærer. Klager har flere gange bedt indklagede om at udlevere lektionsplanen, hvilket indklagede ikke gjorde, før klagers nye kørelærer opsøgte indklagede.
Indklagede har ikke indleveret bemærkninger til klagen.
Ankenævnet udtaler: Køreskolen er efter det oplyste ophørt pr. 30. august 2020, og det lægges efter de foreliggende oplysninger til grund, at køreskolens aktiviteter og forpligtelser er videre- og overført til X, der har samme kontaktoplysninger m.v. og reel samme aktivitet som den tidligere ophørte enkeltmandsvirksomhed.
Indklagede har ikke udtalt sig i anledning af klagen, og ankenævnet lægger derfor klagerens oplysninger til grund for sagens afgørelse, således at det lægges til grund, at indklagedes undervisning har været mangelfuld.
Da det ikke kan udelukkes, at indklagedes undervisning har haft værdi for klager, findes klagers krav skønsmæssigt at burde tages til følge med 5.000 kr.
Indklagede skal betale 5.000 kr. til klager
Klagegebyret tilbagebetales, jf. vedtægternes § 24, stk. 2.
Indklagede skal betale 4.000 kr. for ankenævnets behandling af sagen, jf. vedtægternes § 25, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3.
JST/13.12.21
Sag nr. 851.21
Den 13. december 2021 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Kørelærer Marianne Heimdal, kørelærer Bent Grue, jurist Yuriy Fogh Axelsen, Per jensen var fraværende hvorfor Yuriy Fogh Axelsen havde to stemmer og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klager har krævet hel eller delvis tilbagebetaling af 5.500 kr. og har til støtte herfor anført navnlig, at klager indgik aftale med indklagede om en lovpakke til kørekort ca. den 23. juli 2019. Klager har betalt 11.000 kr. Der var holdstart ultimo 2019. Efter at have modtaget omkring halvdelen af undervisningen primo 2020 afbrød indklagede undervisningen på grund af force majeure med besked om, at klager ville få det skyldige beløb tilbagebetalt.
Indklagede har ikke indleveret bemærkninger til klagen.
Ankenævnet udtaler: Køreskolen er efter de foreliggende oplysninger ophørt den 10. februar 2020. Der foreligger ikke oplysninger om, at en eventuel ny ejer af virksomheden har overtaget den tidligere virksomheds forpligtelser. Det følger af ankenævnets vedtægter § 2, at ankenævnet kan behandle klager mod kørelærere, som er etableret. Under disse omstændigheder finder ankenævnet, at klagen skønnes uegnet til behandling ved ankenævn, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 3.
Det bemærkes, at klager har mulighed for at indbringe sagen for domstolene og har mulighed for at søge om retshjælp/fri proces. Det bemærkes endvidere, at kravet forældes efter forældelseslovens regler.
Ankenævnet afviser at behandle klagen.
Klagegebyret tilbagebetales, jf. vedtægternes § 24, stk. 2.
JST/13.12.21
Sag nr. 852.21
Den 13. december 2021 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Kørelærer Marianne Heimdal, kørelærer Bent Grue, jurist Yuriy Fogh Axelsen, Per jensen var fraværende hvorfor Yuriy Fogh Axelsen havde to stemmer og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klager har nedlagt påstand om ikke at skulle betale 18.000 kr. og har til støtte herfor navnlig henvist til, at klager ikke har noget aftaleforhold med indklagede, da aftalen blev indgået med Indklagede. Klager har derfor ikke noget retsforhold med indklagede. Klager har i øvrigt henvist til vedlagte processkrifter, hvoraf det fremgår, at der vedrørende det omtvistede krav er anlagt sag ved Retten i Lyngby den 20. november 2020.
Indklagede har besvaret klagen ved at indlevere replik fra retssagen, hvoraf det fremgår, at indklagede har nedlagt påstand om betaling af 13.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.
Ankenævnet udtaler: Det følger af ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, at ankenævnet skal afvise klager, der er under behandling ved eller har været behandlet af en domstol. Da der efter de foreliggende oplysninger er anlagt sag ved Retten i Lyngby om det omtvistede krav, findes klagen på den baggrund af burde afvises.
Klagen afvises.
Klagegebyret tilbagebetales ikke, da vedtægternes § 24, stk. 2, ikke giver mulighed for tilbagebetaling i de tilfælde, hvor afvisning sker efter vedtægternes § 5, stk. 1.
JST/13.12.21
Sag nr. 854.21
Den 13. december 2021 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Kørelærer Marianne Heimdal, kørelærer Bent Grue, jurist Yuriy Fogh Axelsen, Per jensen var fraværende hvorfor Yuriy Fogh Axelsen havde to stemmer og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klager har krævet hel eller delvis tilbagebetaling af 10.794 kr. og har til støtte herfor anført navnlig, at klager fortsat ikke har fået sit kørekort, som hun begyndte at tage i juni 2020. Klager mangler teoriprøve, køretimer, glatbane og køreprøve. Klager mangler at køre i mørke og på motorvej. Ifølge indklagedes hjemmeside ville det tage 2-3 måneder at få kørekort. Det kunne tage lidt længere på grund af Covid-19. Indklagede snød med datoerne for kørsel, så det på papiret så ud som om, at kørsel og teori var i det lovpligtige ”flow”. Dette medførte, at datoen for manøvrebanen ikke stemte overens med resten. Både klager og indklagede har foretaget aflysninger, hvilket også har været med til at forlænge forløbet. Klager blev også på et tidspunkt bedt om at tage til Valby for at køre. Derved blev klagers transporttid forlænget fra 10-15 minutter på cykel til 40 minutter med offentlige transportmidler hver vej. Indklagede ”forsvandt” også på et tidspunkt i over en måned. På dette tidspunkt manglede klager to kørelektioner. Teoriundervisningen var for længst overstået. Klager skiftede kørelærer undervejs, og der skulle også laves en ny lektionsplan på grund af fejlene i datoerne. Den nye kørelærers bil var også på værksted på et tidspunkt, hvorfor klager ikke kom ud at køre. Klager har flere gange været skrevet op til teoriprøver, men i bookingsystemet står de alle som aflyst. Efter det samlede forløb er det klagers opfattelse, at der nu er gået så lang tid, at hun ikke vil kunne bestå hverken teori- eller køreprøve. Det bestrides, at indklagede skulle have kontaktet klager telefonisk angående teoriprøve. Det er korrekt, at klager blev tilbudt en gratis lovpakke, hvilket klager accepterede. Der kom dog lockdown forinden, og efterfølgende hørte klager intet fra indklagede. Klager måtte selv kontakte indklagede, først med forespørgsel om, hvorvidt hun kunne komme på et nyt hold, senere med forespørgsel om, hvorvidt hun kunne få pengene tilbage. Indklagede oplyste, at klager ikke kunne få pengene tilbage, hvilket er baggrunden for denne klage. Indklagede oplyste samtidig, at det hun troede var et tilbud om en ny lovpakke, kun var et tilbud om teoritimer og et par køretimer. Klager forventer ikke at få penge tilbage fra manøvrebanen.
Indklagede har bestridt kravet og har til støtte herfor henvist til navnlig, at der ikke ses at være udskudt teoritimer. Det var ikke nødvendigt for klager, at hun skiftede kørelærer. Det er ikke korrekt, at der er blevet snydt med datoer i lektionsplanen. Hvis der har været fejl i datoer, er det en hændelig, menneskelig fejl. Det var efter aftale med klager, at hun skulle komme til Valby, da kørelæreren befandt sig der. Kørelæreren forsvandt en periode på grund af sygdom. Klager kan ikke gennemføre teoriprøve på nuværende tidspunkt, da hun mangler de sidste timer. Det var heller ikke muligt at bestille prøve til klager, da hun ikke var godkendt af borgerservice. Indklagede har flere gange forsøgt at kontakte klager, og da dette ikke lykkedes, blev prøverne afbestilt. Indklagede har hele vejen gennem forløbet prøvet at hjælpe klager og har endda tilbudt klager, at hun kan få en helt ny lovpakke gratis. Klager har modtaget manøvrebane, 8 teoritimer, 7 køretimer, hvilket giver en samlet pris på 9.198 kr. Desuden har klager haft online kode og teoribog. Det er derfor indklagedes opfattelse, at klager ikke har et beløb til gode. Indklagede kan tilbyde at tilbagebetale gebyr for glatbane. Klager har måske også en køretime til gode, som indklagede er indstillet på at tilbagebetale.
Ankenævnet udtaler: Efter en samlet vurdering af forløbet af undervisningen hos indklagede, hvor det må lægges til grund, at det langstrakte forløb af undervisningen også skyldes omstændigheder, der kan henføres til klagers forhold, sammenholdt med omfanget og karakteren af de ydelser, som klager allerede har modtaget, som fortsat må anses at have en væsentlig værdi for klager, findes der ikke at være grundlag for, at indklagede skal tilbagebetale et større beløb, end indklagede har tilbudt. Indklagede har tilbudt at tilbagebetale beløb for glatbane og en køretime, hvilket skønsmæssigt findes at burde fastsættes til 2.500.
På denne baggrund findes klagers krav at burde tages til følge med 2.500 kr.
Indklagede skal betale 2.500 kr. til klager
Klagegebyret tilbagebetales, jf. vedtægternes § 24, stk. 2.
Indklagede skal betale 4.000 kr. for ankenævnets behandling af sagen, jf. vedtægternes § 25, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3.
JST/13.12.21
Sag nr. 856.21
Den 13. december 2021 holdt Ankenævn for Køreundervisning møde. I sagsbehandlingen deltog:
Kørelærer Marianne Heimdal, kørelærer Bent Grue, jurist Yuriy Fogh Axelsen, Per jensen var fraværende hvorfor Yuriy Fogh Axelsen havde to stemmer og Dommer (formand) Jesper Stage Thusholt
Klager har krævet hel eller delvis tilbagebetaling af 11.000 kr. og har til støtte herfor anført navnlig, at undervisningsforløbet hos indklagede er afsluttet, da indklagede gentagne gange har aflyst og udsat undervisningen. Indklagede har accepteret, at undervisningen afbrydes, og indklagede har tilkendegivet at ville refundere dele af beløbet. Klager har hverken modtaget lektionsplan, kvittering, faktura eller kørekortansøgning.
Indklagede har ikke indleveret bemærkninger til klagen.
Ankenævnet udtaler: Indklagede har ikke udtalt sig i anledning af klagen, og ankenævnet lægger derfor klagerens oplysninger til grund for sagens afgørelse, således at det lægges til grund, at indklagede har accepteret, at undervisningsforløbet er afbrudt, og at det indbetalte beløb delvist tilbagebetales.
Efter de foreliggende oplysninger om omfanget af den undervisning, som klager allerede har modtaget, som fortsat findes at være af værdi for klager, findes klagers krav skønsmæssigt at burde tages til følge med 4.500 kr.
Indklagede skal betale 4.500 kr. til klager
Klagegebyret tilbagebetales, jf. vedtægternes § 24, stk. 2.
Indklagede skal betale 4.000 kr. for ankenævnets behandling af sagen, jf. vedtægternes § 25, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3.
JST/13.12.21
Sag nr. 857.21

Sag nr. 858.21

Klager har krævet hel eller delvis tilbagebetaling af 10.999 kr. og erstatning på 100.000 kr. og har til støtte herfor anført navnlig, at indklagede har foretaget aflysninger og tvunget klager til at køre på, indklagedes datoer. Undervisningen har medført, at klager i undervisningsforløbet har haft 100 dage med stress og smerter.
Indklagede har bestridt kravet og har til støtte herfor henvist navnlig til, at klager har fået det, som klager har betalt for. Klager har svært ved at forstå det danske undervisningsforløb i forbindelse med erhvervelse af kørekort. Hvis klager har så travlt, at hun ikke kan følge med i undervisningen, må hun holde en pause eller vente med at tage kørekort, til hun har mere overskud. Indklagede har givet klager mange datoer til køreundervisning, men klager kom først den 13. september. Indklagede er blevet svinet til af klager, og klager prøver at ødelægge indklagedes forretning og giver indklagede stress. Derfor ønsker indklagede også at kræve erstatning på 250.000 kr. Indklagede har frigivet klager i systemet, og indklagede har allerede tilbagebetalt det beløb, som klager havde til gode. Klager er færdig med lovpakken. De sidste to kørelektioner kunne klager tage, når hun havde bestået teoriprøven.
Ankenævnet udtaler: Da parternes opfattelse af de faktiske forhold er indbyrdes modstridende, og da en afgørelse af parternes tvist forudsætter en nærmere bevisførelse ved de almindelige domstole, afvises sagen som uegnet til nævnsbehandling, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 3.
Klager har mulighed for at indbringe sagen for domstolene og har mulighed for at søge om retshjælp/fri proces. Kravet forældes efter forældelseslovens regler.
Klagegebyret tilbagebetales, jf. vedtægternes § 24, stk. 2.
JST/13.12.21
Læg en kommentar
Du skal være logged på for at skrive en kommentar.