Ankenævnet har i 2020 modtaget 23 klagesager og har i beretningsåret afsluttet 27 sager. Til sammenligning med ankenævnets seneste årsberetning fra 2018 har nævnet i 2020 modtager ca. 32,4 % færre klagesager end i 2018 og har afsluttet ca. 20,6 % færre klagesager end i 2018.

Sagerne er afgjort af nævnet således:
I 10 af sagerne har klageren fået helt eller delvist medhold, i 3 af sagerne har klageren ikke fået medhold, 14 sager er blevet afvist og 0 sager er blevet forligt.
Nævnet har i beretningsåret holdt møde den 3. juni, 21. august og 6. november 2020. Nævnets møder har været påvirket af nedlukningen af samfundet og restriktioner på grund af Covid-19, hvilket har betydet aflysninger, og at møderne er blevet afholdt virtuelt.

Nævnet har ligesom de foregående år modtaget klager, hvor klageren gør gældende ikke at have modtaget de lektioner, der fremgår af lektionsplanen, eller at undervisningen ikke er foregået i overensstemmelse med lektionsplanen. I denne slags sager har klager i de fleste tilfælde kvitteret for den undervisning, der fremgår af lektionsplanen, og i så fald har klageren vanskeligt ved at få medhold i sin klage. Hvis en klager er utilfreds med undervisningen, bør klager straks give kørelæreren besked og ikke blot kvittere i lektionsplanen og så vente med at klage, til undervisningen er gennemført, og kørekortet er ”i hus”.
Der er modtaget flere klager over, at kørelæreren taler i eller anvender mobiltelefon under kørslen med eleven. En kørelærer skal under køretimen være fuldt opmærksom på elevens kørsel, og manglende opmærksomhed forringer kvaliteten af den undervisning, som eleven får. Kørelæreren er desuden den juridiske fører af køretøjet under kørslen. Efter ankenævnets praksis har ankenævnet i de sager, hvor det kan lægges til grund, at der var anvendt mobiltelefon, fundet, at kørelære-ren skal tilbagebetale 1.500 kr. herfor.

En del af de modtagne sager har forudsat en nærmere bevisførelse ved de almindelige domstole, og ankenævnet har på den baggrund afvist sagerne som uegnet til nævnsbehandling, jf. vedtæg-ternes § 5, stk. 3, nr. 3.

Ankenævnet har tillige afvist at behandle en klage efter samme bestemmelse, da køreskolen var ophørt, og da eventuelle krav mod enkeltmandsvirksomheden derfor som udgangspunkt skulle ret-tes mod den person, der drev virksomheden. Da der ikke forelå oplysninger om, at en eventuel ny ejer af virksomheden havde overtaget den tidligere virksomheds forpligtelser, og da køreskolen ikke længere var ”etableret”, fandt ankenævnet klagen uegnet til behandling ved nævnet.

Ankenævnet har afvist en sag, da ankenævnet ikke fandt, at nævnet havde kompetence til at behandle sagen, da klagen ikke var fra en forbruger. Det fremgår af ankenævnets vedtægter § 2, at ankenævnet kan behandle klager fra forbrugere mod kørelærere.

Nævnet har også modtaget klager, hvor der kræves erstatning, fordi klageren har måttet begynde forfra på køreundervisningen som følge af, at pausereglerne ikke er overholdt, eller fordi eleven var utilfreds med kørelæreren og derfor ønskede at skifte køreskole. Pausereglerne og konsekvenserne ved manglende overholdelse heraf er gengivet i de allerfleste lektionsplaner, som bliver ud-leveret ved undervisningens start, ligesom de fleste kørelærere vejleder om pausereglerne. Hvis pausereglerne ikke er overholdt, og klageren derfor må starte forfra på undervisningen, vil en klager få svært ved at få medhold i sin klage, hvis nævnet finder det godtgjort, at klageren i forbindelse med køreundervisningen er blevet gjort bekendt med pausereglerne. Hvis klager selv vælger at skifte køreskole i undervisningsforløbet, uden det kan bebrejdes kørelæreren, er det i mange tilfælde en del af parternes aftalegrundlag, at der afregnes efter ”forbrugte timer mm.”

I en enkelt sag har ankenævnet efter omstændighederne behandlet klagen, selv om klageren ikke forudgående havde reklameret skriftligt overfor den erhvervsdrivende, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 1. Ankenævnet lagde navnlig vægt på, at kørelæreren ikke havde reageret på ankenævnets henvendelse.
Nævnet har behandlet flere klager, hvor klageren har gjort gældende, at kørelæreren havde lovet eller garanteret klageren at opnå et kørekort inden en bestemt frist. I de sager er det eleven, der skal bevise, at der er indgået en sådan aftale, eller at der er givet en garanti af kørelæreren. Denne bevisbyrde kan være svær at løfte for en klager, navnlig når det drejer sig om en mundtlig aftale. Nævnet har i flere klagesager måttet afvise klagerens krav, da klageren ikke har kunnet bevise, at det var aftalt eller garanteret, at klageren kunne nå at erhverve kørekort inden for en bestemt frist.

Der er i beretningsåret sket offentliggørelse af navnet på én køreskole, der ikke har efterlevet nævnets afgørelse, jf. § 30 i nævnets vedtægter.